Hvordan kan man forstå traumer?

Hvad er et traume?

Tit, så tænker vi på traumer, som noget der følger en voldsom oplevelse. Det er det også, på samme måde som, når man falder og brækker et ben; altså en enkeltstående hændelse som f.eks. et overfald eller en ulykke, noget der sker pludseligt og ryster en, så man bliver så påvirket af det, at man ikke uden videre bare kan vende tilbage til sit normale liv igen. Det kan vi alle forstå og have sympati for, og vi er klar over, at vedkommende nok vil have gavn af at tale med en terapeut.

Men, så er der den slags traumer, der ikke er helt så selvindlysende. Dem der er lidt skjulte, dem vi måske ikke selv regner for noget. Det kan endda være, at vi ikke helt kan huske den eller de hændelser, der ligger bag, og det kan være at det i ens familie eller vennekreds, måske på ens arbejdsplads, betragtes som normale normer og omgangsformer. Et eksempel kunne være en ellers velfungerende familie, der er præget af ironi og sarkasme. Her vil de små børn slet ikke forstå budskabet, men mærke afstanden, og føle sig dumme og skamfulde, de lidt større børn vil forstå sarkasmen, men stadig blive ramt af en forkerthedsfølelse, og generelt gælder, at det er meget svært at turde stille sig sårbart an og sige, hvad man har brug for, er ked af osv. Denne slags traumer er mere ligesom vabler, noget der er blevet ømt og smertefyldt af et slid, der er foregået over tid. Måske medfører det angst, depression eller stress, og så søger man professionel hjælp, men ikke sjældent forstår man ikke, at der er et problem, for det har mere eller mindre altid været der og er blevet en integreret del af ens måde at være i verden på. Først når der tilstøder noget andet, en fyring, kærestesorg eller nogle af de andre små og store besværligheder livet kaster efter en, reagerer man måske uventet voldsomt, eller også betyder det, at man har udviklet en adfærd, som gør livet besværligt. Som eksempler kan nævnes tvangshandlinger som f.eks. overdreven ordentlighed, at man har svært ved at overholde aftaler/får maks. stress over ikke at komme til tiden, at man har en spilafhængighed, har et alt for voldsomt temperament, ikke kan sætte grænser osv osv.

Alle de oplevelser, vi har som børn, bidrager til vores forståelse af verden og os selv i verden. Er jeg sådan en, der kan finde ud af det? En der kan klare det, når livet er svært? En der er værd at regne med? En der er værd at elske? Er der omvendt dele af mig, som er uønskede? Forkerte? Noget jeg må gemme væk, så ingen ser det? Alle disse erfaringer bliver til trossystemer lagret i det ubevidste, som styrer vores adfærd, når vi navigerer i alle de meget forskellige situationer i livet. Det meste af det er meget praktisk, fordi vi ved hvordan vi skal gøre når vi køber ind, skal over gaden, møder andre, cykler og alle de tusinder af andre måder. Alt det mærker vi ikke noget til, -først når vi ramler ind i noget smertefuldt, kommer der en reaktion fra underbevidstheden, hvis fornemmeste opgave det er, at passe på os.

Jung har i et berømt citat sagt: ”Indtil du gør det ubevidste bevidst, vil det styre dit liv, og du vil kalde det skæbne”. Så når vi oplever en reaktion på en oplevelse, når vi bliver trigget, så er det altså en pil der peger direkte tilbage på det vi er kommet til at tro om os selv, så vi kan undersøge det nærmere og måske give slip på.